R.I.P. Bellis

Indtil for et par dage siden havde vi to katte. Bellis og Frank. Nu går Frank rundt alene og mjaver, for Bellis er her ikke mere... Jeg troede sgu ikke, at sådan et egenrådigt dyr som en kat, kunne få mig til at tude, når det en dag var væk, men det skulle blive løgn!


I torsdags hørte vi en masse måger nede ved togbanen, som er lige bag vores have. Mågerne skreg og kom tæt på. Vi undrede os, og allerede der fik jeg en dårlig fornemmelse indeni. 


Fredag så vi ikke noget til Bellis, men intet underligt i det, for hun strejfer jo som alle andre katte, tænkte jeg. 


Lørdag tog jeg trods varmen lange bukser, gummistøvler og havehandsker på. Jeg kravlede over hegnet bagerst i haven og hev mandshøje brændenælder og skvalderkål op, indtil jeg kunne kravle op på banelegemet for at se efter katten. Pissefarligt, sagde min mand, og det havde han da ret i. Jeg gik langs med skinnerne, indtil jeg ikke turde mere, af frygt for at der skulle komme et tog susende forbi og skubbe mig i grøften. Fandt ingen kat og syntes det var tåbeligt at lede videre, for hvis hun var kommet noget til, ville hun helt sikkert gemme sig i de høje planter.


Søndag - i dag - løb jeg en tur i morges. Jeg kiggede tilfældigvis ned langs skinnerne, da jeg løb over jernbanebroen. Var det ikke noget sort, der lå dernede? Langt nede, mellem skinnerne? Omtrent nede ved vores hus? Løb min tur. Spiste morgenmad. Gik i bad. Kunne ikke slippe tanken om, hvad det var, der lå på skinnerne i det fjerne. Havde jo kun set en sort plet. Jeg forklarede mine drenge situationen, og de var straks med på at tage kikkerter med ned til jernbanebroen for at se, hvad det var. "Mor, det er bare noget stof", sagde Sylvester, og jeg åndede lettet op. Jeg lånte kikkerten og ville se det selv. Desværre var der tre krager, der hoppede rundt om det sorte, som Sylvester mente var noget stof. Bange anelser igen. Vi gik hjem. Jeg banede mig igen vej gennem krattet og op på togskinnerne. Og der lå hun. Smukke Bellis, som har været en del af vores familie i fem år. Mit første kæledyr. Med smadret kranie og hugget i af de lede måger. Jeg stortudede, og Jesper råbte på mig, at jeg skulle komme tilbage. Jeg prøvede at samle hende op. Kunne simpelthen ikke. Nu græd drengene også, selvom de ikke kunne se katten - heldigvis for det - men de kunne høre mig græde gennem buskene. 
Jesper måtte gøre det. Løfte hendes smadrede krop og putte den i en pose. Vi begravede hende i en skotøjsæske nede ved drivhuset. Silas plukkede den smukkeste rose i haven og lagde derned. Sylvester skrev på korset.


R.I.P. Bellis.


My cat died, and I'm very sad. She was my first pet, and we had her for five years. She got hit by a train and I found her today. We buried her in our garden. R.I.P. Bellis.