Vi følte vi var nødt til at forklare vores drenge (på 9 og 6), hvad der var sket. Overalt var der jo avisoverskrifter og billeder af den samme lyshårede mand. De kan begge læse og forsøgte at forstå de svenske overskrifter.
Komplet uforståenhed kan man vist kalde den reaktion samtalen om tragedien i Norge fremkaldte hos drengene. Sylvester græd og stillede mange spørgsmål, som vi forsøgte at forklare.
I domkirken i Kalmar tændte vi lys for de døde og for de efterladte. Græd lidt og holdt om hinanden.
I kirken i Kristianstad skrev vi bønner og hang på bønnetræet. Det var i går og Sylvesters tanker var nu hjemme igen - hos vores egen familie:
Jeg håber, der er nogen der holder om dig.
I morgen kan jeg måske skrive om håndarbejde igen? I hvert fald er det en fredfyldt beskæftigelse.
Make craft - not war!?
- Posted using BlogPress from my iPhone