lørdag den 10. september 2011

Er du bange for de små nåle?

På et tidspunkt syntes jeg, at en hæklenål nr. 3 var utrolig lille. Når man hæklede med den, tog alting så lang tid at få færdigt. Garnet var jo tilsvarende tyndt for at det passede til nålen, og jeg husker særlig en bluse, jeg forsøgte at hækle i lyselilla, merceriseret bomuldsgarn. Uh ha, ikke et kønt syn, og den blev aldrig færdig. Det var faktisk dengang jeg skulle lave mit afsluttende eksamensprojekt i håndarbejde på seminariet. Jeg havde selv forsøgt at beregne, hvor mange masker, der skulle slåes op ud fra en lille hækleprøve, jeg havde lavet. Det gik bare slet ikke. Forstykket blev alt for bredt, og raglanærmerne tog sig ikke godt ud i det stive, merceriserede garn.


Hold op, hvor er der sket noget siden da! 

  1. Jeg er blevet hurtigere til at hækle
  2. Jeg hækler gerne med en nål nr. 3 nu
  3. Jeg er for længst blevet uddannet håndarbejdslærer
  4. Jeg ved en del mere om garn nu
  5. Nu hækler jeg endda på en nål nr. 2 (ret ofte!)
  6. Og jeg kunne aldrig finde på at hækle en bluse i lyselilla, merceriseret bomuldsgarn igen!
Hvis det jeg hækler skal være rigtig tæt og fast, som f.eks. bolde, mobil-etuier, amigurumi eller små punge, så bruger jeg helst en nål nr. 2 til den almindelig tykkelse bomuldsgarn.

Hvad siger du?
Er du bange for de små nåle? 

fredag den 9. september 2011

Hvad farmors strikkekurv gemte #2

Store hæklede lapper i lækre 80'er-farver. Der er selvfølgelig mohair i. Det skulle der jo bare være i 1986. Hvad lapperne skulle bruges til, har jeg ingen idé om.

En hulens masse strømpegarn. Jeg strikker ikke - og da slet ikke strømper - på fire (!) pinde. Nej, jeg holder mig til hæklenålen - kun én pind. Det er jeg bedre til. 


Hvad skal jeg mon hækle af strømpegarnet i de mange forskellige farver?

Hvad farmors strikkekurv gemte #1

Min farmor er flyttet på plejehjem. Min far og hans to søstre har flyttet for hende, og der er blevet skåret kraftigt ned på mængden af ting. Da de alle tre kender til min forkærlighed for garn, mente de, at strikkekurven med indhold skulle foræres til mig.

Min farmor har interesseret sig for håndarbejde på flere planer; hun arbejdede som ung som syerske. Da hun fik børn, syede hun tøj og strikkede trøjer og strømper til dem. Da hun fik børnebørn, lærte hun dem at strikke og sy og syede bl.a. mine kjoler til afdansningsbal på danseskolen.
På kurven ligger et eksemplar af Elsa Kraghs "Hæklebogen" - en klassiker, som jeg allerede havde stående i reolen. "Sybog" af Ella Lund og den tykke bog er om beklædning i Århus.


Min farmor, der nu er 80 år gammel, åbnede i 1980'erne en garnbutik i Jægergårdsgade i Århus. Garnet er fra den tid. Jeg husker stadig hylderne med de forskellige farver og kvaliteter af garn. Bare gå rundt og nusse mellem nøgler og strikkepinde.


Og tænk, nu går jeg i hendes fodspor og åbner selv en garnbutik lige om lidt...

torsdag den 8. september 2011

Kære Christina (hilsen fra en prinsesse)

Tak, fordi du reddede min hår-dag! Sylvester mente, jeg lignede en prinsesse. Han syntes dog, at det var lidt upassende med brillerne, for han havde aldrig set en prinsesse med briller. "Det må være fordi, jeg er en klog prinsesse", var mit svar.


Du kan sikkert også komme til at ligne en prinsesse, hvis du ser dette klip på youtube. Jeg fandt det, fordi jeg læste indlægget her hos Rappedikke i går.

Hæklet mobil-cover

En kollega bestilte et etui til hendes nye smart phone. Jeg tog et udvalg af farver med, og hun valgte selv denne stærke kombination. Jeg kan bedst lide at starte "on the spot", hvor jeg sidder med telefonen i hånden og måler efter den, for så er jeg helt sikker på, at etuiet passer.


Muslingekanten duer jo til det meste.

onsdag den 7. september 2011

Nem øko-mad i aften?

Hvad med at lave en lækker øko-burger med grovbolle, salat og gode urter?


Ikke at dette skal til at være en madblog, men jeg er blevet spurgt, om jeg vil afprøve nogle nemme opskrifter på økologisk mad, som Kohberg og Urtekram har lavet under navnet Plan Ø. Og det vil jeg da.

I går fik jeg så manden til at købe økologisk oksekød, tomater og mozzarella. Sylvester på 7 ville rigtig gerne hjælpe til med at lave aftensmad. Her er han er i færd med at lave råkostsalat.


Alle disse lækre økologiske varer fik jeg med posten, og selvom en del af tingene indgår i vores daglige husholdning, var der også nye ting, som f.eks. sandwich spread'en med basilikum og de mosede tomater, som skal bruges til en gang tomatsuppe.


Det færdige måltid. Sundt og nemt - og så er det oven i købet økologisk:)


Du kan også lave nemme økologiske retter ved at klikke på Plan Ø's facebookside.


Herhjemme er burger og råkost-salat en populær spise, så der var ingen sure miner ved spisebordet. Dog ville knægten på 10 ikke have hverken mozzarella, grillkrydderi eller sandwich spread på sin burger, men sådan er det. Så blev han bare snydt for den oplevelse. Det bliver spændende, hvad de siger til tomatsuppen, som jeg også skal prøve at lave.


Bon appetit!

lørdag den 3. september 2011

Farveklatter

Torsdag tog jeg til Århus lige efter arbejde. Mødtes med min business partner i butikken på Hendrik Pontoppidansgade 2. Vi planlagde fredagens photo shoot og hentede et par effekter til vores set up.


Fredag kl. 9 startede en slags foto-maraton, der varede hele dagen - kun afbrudt af et møde om vores web shop og frokost på Lynfabrikken. Kl. 18 var der over 150 dejlige billeder i kassen, og jeg glæder mig så meget til at vise jer det hele.


I nat har jeg drømt om garn. Drømt om masker på nåle, fyldte varekurve og billeder af lækre tæpper og puder. Det stiger vist os begge lidt til hovedet, alt det arbejde! Og det bliver så godt, når det hele er klar. Følg med her eller hos Camilla.

fredag den 2. september 2011

Hvad bringer dagen?




Find ud af det.
Tag en bid af den!

Jeg selv skal fotografere hele dagen med Camilla.

Hvad med dig?

- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 30. august 2011

Jeg kan ikke få nok

af glas beklædt med puff stitches.

søndag den 28. august 2011

For smart til folkeskolen?

Nå ja, der bliver kigget lidt efter mig på gangene. Jeg bruger måske lidt flere farver end nogle af mine kollegaer (T-shirten er mere neonfarvet i virkeligheden). Og jeg er så glad for min nye halskæde.


Selvfølgelig er jeg ikke for smart til folkeskolen, men det var da en catchy titel til et indlæg, ikk?

lørdag den 27. august 2011

Paaaarty!






- Posted using BlogPress from my iPhone

Opmuntring

Måske er det ikke kun mig, der har brug for lidt opmuntring i dag? Det fandens l....vejr påvirker mig så meget, at jeg bliver helt trist og sur! Jeg skal ellers til fest senere, så jeg håber da, at jeg kommer lidt i stemning...
Sender et billede af en dejlig puff vase i din retning. Med ønsket om en god lørdag.


Kan du se, hvordan en pink pom pom kan gøre det hele  lidt sjovere?
Jeg tror, jeg limer en pom pom på en hårklemme og sætter dem på mine sko.
Så er der fest:)

fredag den 26. august 2011

How to crochet puff stitches

Til en lyseholder med puff stitches skal du bruge:
Garn i to farver - her har jeg brugt Kauni
Hæklenål - her nr. 3
Saks
Syltetøjsglas

Start med at slå luftmasker op. Du skal have et lige antal. 

Mål omkring dit glas. Når luftmaskerækken kan nå om glasset (og du har et lige antal), standser du. Hellere lidt for stramt end lidt for løst.

Saml luftmaskerækken med en kædemaske. Pas på at luftmaskerne vender rigtigt, så de ikke er snoede. Lav en luftmaske.

Begynd nu med puff stitches: Slå om garnet og stik igennem masken. Du har nu 3 løkker på nålen.


Slå om garnet igen og stik igennem masken. Du har nu 5 løkker på nålen. 

Slå om garnet igen og stik igennem masken. Du har nu 7 løkker på nålen.


Slå om garnet og træk igennem alle 7 løkker på én gang. 

Lav en luftmaske "ovenpå" din puff. Når du hækler den næste puff, springer du en maske over og går ned i den næste. Hele omgangen rundt går du altså ned i hver anden maske fra luftmaskerækken.

På anden omgang laver du puffs i mellemrummene mellem puffs'ene fra forrige omgang, som det ses på billedet. Mål en gang imellem på dit glas, om størrelsen passer.

Når der er ca. 1/4 af glasset, der endnu ikke er dækket, skifter du farve (hvis du har lyst).

Du skifter bare farve ved at sætte den nye farve til og hækle videre med den. Enderne hæftes til sidst.

Til sidst hæftes enderne, og det hæklede cover sættes på glasset. 

Bonusoplysning: Hvis man hækler puff stitches, som dem jeg har vist her, bliver der fine mellemrum mellem maskerne, og glassene vil egne sig godt til lyseholdere. Du kan dog også hækle puff stitches med 4 eller  5 omslag om nålen, så bliver de større og tættere. Prøv dig frem.


Håber den lille vejledning giver mening, ellers må du endelig spørge:)
God fornøjelse!

Weekend - hvad skal jeg lave?

Billede lånt herfra
Hvis du snart har weekend, og du ikke ved, hvad du skal lave - sådan i en DIY-agtig retning, så kan du jo tage et kig på mit DIY-board på Pinterest. Jeg har fundet nogle gode idéer rundt omkring (og et par stykker her fra bloggen), som jeg selv håber at få tid til at lave på et tidspunkt. Men denne weekend står på stor 50-års fødselsdag på Tåsinge og forberedelse af Sylvesters 7-års fødselsdag på mandag.


Rigtig god weekend!

onsdag den 24. august 2011

10.000 ting at huske

Med åbningen af en webshop SNART, hverdagen der kører igen og opstart på en ny og kæmpestor skole, så er det en nødvendighed med lister over, hvad jeg skal huske. Og de er lange. 


Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg synes, det hjælper lidt på udsigten til at skulle i gang med de mange gøremål (ikke alle er lige sjove), at indpakningen er pæn. Så jeg har pimpet en notesbog med noget masking tape og købt en kuglepen hos Tiger. Så er det bare i gang!