onsdag den 6. oktober 2010

Tid til en Kähler-giveaway!

Disse skønne stager fra Kähler ser jeg meget frem til kommer i handlen sidst i oktober. De er så tidløse, enkle og skønne i farverne, at jeg synes de kan meget mere end blot at være julepynt. 

Jeg er så heldig, at jeg har fået lovning på et sæt til jer, mine dejlige læsere! Derfor skyder jeg nu en efterårsgiveaway i gang, og reglerne kommer her:

1 lod gives for at være fast læser her hos mig
2 lodder gives for at være fast læser og linke til denne giveaway fra egen blog
3 lodder gives for at være fast læser, linke OG tilmelde sig Kählers nyhedsbrev

Skriv i kommentarfeltet, hvor mange lodder du deltager med. Du er velkommen til at låne billeder af Kähler-stagerne til links på din egen blog.
Kählers nyhedsbrev tilmelder du dig her.

Skøn farve, ikk? Fås i fire varianter.

Fås til priser fra 79 kr. til 119 kr. og er i handlen sidst i oktober.

Vinderen trækkes mandag d. 1. november - HELD OG LYKKE!

søndag den 3. oktober 2010

Henkogningsglas goes hurricane street art style

Hurricanes - små til fyrfadslys, store til bloklys. Mon ikke de bliver anvendelige i den mørke tid der kommer?



Jeg har tænkt mig at sælge dem på julemarkedet i  
Odense lørdag d. 20. november kl.10-18
Du kan læse meget mere om markedet her

Og så et lille råb om hjælp... Har du et forslag til en pris? Store hurricanes? Små hurricanes? 

Jeg bliver glad for en kommentar. Når man, som jeg, sidder alene med meget af sit håndarbejde, kan man godt komme i tvivl - både om udtryk, priser, lækkerhedsfaktor mm. Så alle kommentarer er velkomne - også hvis du slet ikke kan se det for dig, at gamle henkogningsglas bliver til nye hurricanes street art style:)

fredag den 1. oktober 2010

Kærlighed er en mand, der ligger på sofaen???

Min mand og jeg har været kærester i 10 år i dag. I morges fik han en lille hjertemad og et kæmpe smækkys, inden han skulle af sted på arbejde.
Jeg har været i København hele dagen, men tænkt på ham og sendt ham søde sms'er på min tur til storstaden.

10 år... hvor blev tiden af? 

Dengang var der færre rynker, ingen fælles børn, forelskelse, usikkerhed, lejlighed i København, ingen bil, stramt maveskind, og starten på noget, som vi ikke kunne vide ville blive så stort og dejligt.
Nu er der flere rynker, to fælles børn, KÆRLIGHED, sikkerhed, hus i Næstved, bil, maveskindet er noget slapt efter at have født to store drenge, og sammen har vi hverdagen i vores lille familie.

Ja, undskyld hvis jeg bliver lidt rørstrømsk og pladderromantisk i dag, men tankerne tog lige en tur ned ad Memory Lane:)

Jeg læste en gang for mange år siden et citat af Suzanne Brøgger, og det lyder noget i retning af:
"Kærlighed er, når man kigger hen på sofaen, og han ligger der endnu, efter 16 år"
Jeg synes, det lød røvkedeligt, da jeg læste det, mens jeg var i 20'erne, men det giver mening for mig nu. Heldigvis laver han også andet end at ligge på sofaen, men jeg sender ham lige et sødt smil, som han ligger der:)

Og hvad med din mand?
Ligger han også på sofaen lige nu?
Eller er han til fest i tennisklubben?
Har du forladt ham?
Har du fundet en ny?
Eller har du ikke fundet den rette endnu?
Glæder du dig til at se din mand i morgen, når I vågner?
Eller forsvandt han den dag, han sagde, han gik ned på tanken efter smøger?
Eller er han på vej ud efter en kop te til dig - lige nu?

søndag den 26. september 2010

Dukkehus - EXTREME MAKEOVER!

Har noget tid haft dette dukkehus stående i min kælder. Mine drenge legede ikke med det mere, men det skulle da ikke smides ud.

Ryddet for møbler og det værste støv tørret af... Jeg kunne bare ikke med det tapet! Noget måtte gøres...


Så jeg gik i gang med at tapetsere med papir fra Søstrene Grene. Her er køkkenet.


Soveværelset. Nyt hæklet sengetæppe.


Spisestuen.


Stuen med hæklet kludetæppe.


Og her er husets beboer. "Velkommen! Kom indenfor."


"Lad os sætte os ind i min stue. Er her ikke hyggeligt?"


Huset var en gave til min venindes datter. Hun fyldte 3 år forleden, og vi var til stor fødselsdagsfest i dag. Nu håber jeg bare, hun bliver glad for det og leger rigtig meget med det.


Hvad med dig? Ville du ønske du var 3 år igen og skulle lege med dukkehus? Jeg ville:)

torsdag den 23. september 2010

Reklame! (og lidt om Bloglands fede muligheder for at møde nye og spændende mennesker)

Jeg er ved at lave ting til det store julemarked i Odense d. 19., 20. og 21. november. Det er Lis fra Karlssons Kludeskab, der er medarrangør, og jeg er MEGET spændt på det.
Da jeg først læste om det, tænkte jeg, at det ville være for fedt at være med til, men det er jo langt væk, og en hel weekend væk fra familien og, og, og...

Ved I hvad jeg så gjorde? Sprang ud i Bloglands store hav af muligheder og skønne kvinder og tog kontakt til Gaia, som jeg kun kender gennem hendes blog. Og hun var frisk! Altså tager vi sammen fra Sjælland til Odense om LØRDAGEN og sælger ud af vores goodies der. 

Er det ikke herligt? Jeg glæder mig i hvert fald til at møde Gaia, Lis og de andre bloggere/sælgere, der dukker op. Håber også på at møde DIG.

 Og hvad skal jeg så sælge? Bl.a. disse hæklede iPhone socks. 

Gaia holder det hemmeligt, hvad hun skal sælge, men jeg vil godt vise lidt frem. Så kan jeg lige lodde stemningen lidt og høre, om nogen synes om det, jeg laver:)

Så må jeg videre med nogle af alle de andre idéer jeg har. Jeg er ikke så struktureret i mit arbejde som Gaia, men bunken med ting vokser, og det er jo også fint, at man arbejder forskelligt.

Bliver glad for en kommentar:)

onsdag den 22. september 2010

En notesbog

En fin lille notesbog, som jeg har syet efter anvisninger fra Karen Marie, som jeg var på kursus hos tidligere på året. Jeg elsker at blande vintagestoffer, bånd, et lille broderi og små detaljer.

Den skal gives væk snart. Til hvem, er en hemmelighed lidt endnu...  

Der er lagt nyt ind på min arbejdsblog, så kig ind, hvis du har lyst til at se, hvad vi laver, eller hvis du mangler inspiration til projekter med børn.

tirsdag den 21. september 2010

Hæklet sushi

Skal jeg spise den?

Okay, så gør jeg det!

Hmmm... Lauras sushi er lidt tør i det, men hvor er de bare smukke at kigge på! Jeg var så heldig at vinde hendes giveaway, og hun kan virkelig trylle med en hæklenål - WAUW!

Og sushi kan bruges til andre ting - se bare her

I aften skal jeg spise rigtig sushi for familien tager på restaurant for at fejre den store datter, der fylder 18 i dag (min bonusdatter - så gammel er jeg heller ikke:)) Tillykke Emma. Husker du dengang?

søndag den 19. september 2010

DIY - frihæklet hund

På denne måde kan du også hækle børnenes tegninger eller andet. 
Hvis du skal hækle "korte" masker, bruger du kædemasker eller fastmasker. Skal du fylde mere ud med "lange" masker, kan du bruge halvstangmasker eller stangmasker.
I rundinger hækler du flere masker ned i samme maske. Har du et sted på mønsteret, hvor der skal være færre masker, hækler du maskerne sammen eller springer en maske over.
For en uddybende forklaring og en herlig indføring i frihæklingens glæder, kan jeg anbefale Lis Paludans "Fri hækling"

Fortsat god søndag - fri hækling til alle!

torsdag den 16. september 2010

Før og efter

Jeg elsker bare før og efter-billeder. Det er faktisk lige meget, om det er billeder af folks køkkener før og efter en ombygning, eller af frisurer før og efter en smart klipning, eller teenagerens værelse før og efter oprydning - bare jeg kan få lov at se et billede af det FØR og et billede af det EFTER

Og det her er så min æblekage med vanillesirup - før og efter den havde været i ovnen.

Opskrift fra sidste måneds BoligLiv (der er jo lige kommet nyt blad). Klik på billedet, så kan opskriften faktisk læses på skærmen, hvis du ikke lige har bladet (eller klik på linket, hvor jeg har fundet opskriften til dig). En nem kage, og så smager den skønt med æbler fra haven:)

onsdag den 15. september 2010

Et broderi om dagen...

Ja, mon ikke et broderi om dagen kunne være godt for noget? Måske som et middel mod stress. Jeg finder det i hvert fald dejligt afslappende at brodere korssting. Og hvis du starter på vintermotiverne nu, så kan du jo hurtigt have nogle hjemmegjorte julegaver klar, så du ikke behøver at stresse rundt i december. OK, måske er det grænseoverskridende for nogen, allerede at tale om julegaver, så glem det, og lav rensdyret her i nogle funky farver, der holder hele året rundt, ligesom jeg har gjort her.

Mønsteret har jeg fundet på Renildes fine fine blog. 


Ja, jeg er også gået i gang med julegaverne
Nej, det er for vildt allerede at tænke på jul nu!

SÆT KRYDS

tirsdag den 14. september 2010

Yarn art!

Det bedste der skete for mig på arbejdet i dag, var da jeg opdagede, at en af mine elever i 5. klasse havde lavet et lille garnprojekt helt af sig selv! Jeg blev helt glad indeni, da jeg fandt ud af, at han havde været en lille rebel og beklædt en af vores blyanter med garn - hvor er det bare sejt!

Da jeg havde klassen sidste år, lavede vi et projekt om street art, som du kan se her. I den forbindelse fortalte jeg eleverne, at street art også kunne være lavet af garn, og jeg viste dem et enkelt af mine egne værker, uden dog at fortælle dem, hvem der stod bag.

Hvor er det skønt med de elever, der hører efter i timen og samtidig har fede ideer selv!
Jeg sagde jo, at det nok skulle blive en god dag:)

Hvis bare jeg var en kat...

...ville jeg krølle mig sammen på skødet af et varmt menneske

sove hele dagen og bare glemme at det øsregner udenfor, og at dagen er fyldt op med arbejde og møder...

Men jeg er ikke en kat... Jeg er Puk, og ved I hvad? Jeg tager da bare hækletøjet med i skoletasken - så skal det nok blive en god dag:)
God tirsdag til dig!

søndag den 12. september 2010

Mangfoldighed

Hvorfor kan vi ikke bare glæde os over den kæmpe mangfoldighed, der er i Blogland?

Jeg har læst med her og her, og den dårlige stemning smitter faktisk af på mig, selvom jeg ikke går op i, hvor mange indlæg folk laver om dagen, hvem der ligger øverst på en blogliste, eller hvem der har flest faste læsere.

Gå lidt tættere på - så ser man jo, at der bag hver en fin blog er et menneske, der har lyst til at skrive, vise billeder og dele noget af sin hverdag med andre. Om det så er med salg for øje, eller om det er fordi han/hun har en kreativ interesse, som bare vises frem, det gør ingen forskel for mig. Det står mig jo frit for, hvor jeg læser med, og hvis der er noget, der generer mig, kan jeg klikke væk, eller tage emnet op til debat. Men vi skal da holde en god tone på bloggen såvel som i det virkelige liv. Hvis jeg møder en person på min færden, siger jeg jo ikke: "Nå, du havde vist ikke tid til at sætte håret i dag...?", hvis håret var et stort rod. Men hvis samme person har en smuk bluse på, vil jeg hellere bemærke det og altså i det hele taget koncentrere mig om det positive her i tilværelsen.

Og det er derfor jeg blogger:
  • Alle jeres skønne kommentarer og feedback på det jeg laver
  • Netværket af kvinder, som jeg har fået - også selvom jeg ikke har mødt jer i den fysiske/virkelige verden
  • Jeg kan lide at tage billeder
  • Jeg er sprængfyldt af ideer og får gjort mere ved dem, når jeg har nogen at vise resultatet til
  • Fællesskabet, der ligger i at mange af os laver håndarbejde, det bygger på en ældgammel kulturtradition
  • Jeg bliver inspireret af alle I andre cool og søde bloggere
Og jeg laver gerne giveaways - mest for at give noget glæde tilbage til jer, der skriver til mig dagligt - men da også gerne for at få flere læsere.
Jeg glæder mig hver gang, der er kommet en ny læser til, og jeg er fantastisk overvældet over, at jeg er oppe på 309 faste læsere.
MEN: Hvis du går tilbage i mine indlæg og ser på dem fra 2008, hvor jeg startede denne blog, vil du se, at jeg skrev lige så ivrigt, da jeg INGEN faste læsere havde. Så for mig, gælder det ikke om at være den mest besøgte blog, eller at have mange faste læsere, men det hele bliver da lidt sjovere, når man har et publikum, der følger med og kommenterer.

Ja, jeg følte jeg måtte give mit besyv med, og jeg vil ikke bidrage til den dårlige stemning, der havde bredt sig hos Bare WUNDERBAR. Forstår hende virkelig godt, og jeg ville være blevet rasende, hvis nogen skrev en mail til mig med emnet: "Jeg slår dig i hovedet med Janteloven".

Op med hovedet, min ven! Lad os glæde os over mangfoldigheden:)

lørdag den 11. september 2010

Varme håndled

Det kan ikke vare længe, før jeg skal have et par af disse håndledsvarmere på om morgenen, når jeg cykler på arbejde.

Jeg havde en tid gået og luret på de skønne "Wrist worms". Måtte lige greje hvordan mønstret skulle laves, men det er superenkelt. Jeg sælger ikke ud af disse, da det ville være unfair overfor Sandra Juto, der har designet dem.

Men de er så fede at hækle, for det er et mønster, man ikke behøver at tænke over, mens man hækler. Jeg kan sommetider nå et par omgange i en pause på arbejdet, og måske er det derfor jeg er i gang med par nummer fire siden i søndags...

Hvad skal jeg så med alle de dejlige håndledsvarmere???

fredag den 10. september 2010

Skriftsprogsstimulering

Jeg deler gerne ud af min viden om børn og skrift:) I dag får du et par forslag og ideer til at stimulere dit barns udvikling af skriftsproget.

  1. En forudsætning for, at børn udvikler en interesse for at skrive og læse, er at de ser voksne mennesker omkring dem, der bruger skriftsproget aktivt og læser bøger, aviser el. lign.
  2. En anden forudsætning er, at børn har let adgang til skriveredskaber, papir, saks mm. Lad redskaberne være i børnehøjde
  3. En skuffe med tegne- og skriveredskaber, som børnene let kan komme til
  4. En idé der kan stimulere dit barns lyst til at tegne, skrive og digte: Skriv en tekst til dine børns tegninger. Lad barnet diktere og du skriver. Hvis man laver flere, kan historierne samles i en lille bog. Den kan læses igen og igen, og barnet føler sig meget betydningsfuldt, når det oplever, at det er dets egne selvdigtede historier, der læses højt.
  5. Skriv en indkøbsliste, når I handler. Lad barnet være med til at skrive. I starten er det måske skriblerier, der har små fragmenter af bogstaver og tegn, men hurtigt vil der vise sig rigtige ord, når man har været med til at skrive sedler flere gange. Man kan også klippe navne på varer ud af de tomme emballager og lade barnet gå på jagt efter varerne i supermarkedet. 
  6. Min yngste søn, Sylvester, skriver en indkøbsseddel (ca. 3 år gammel). Han kender kun de tre bogstaver, P, I og A, men han forklarede selv, at han havde skrevet, ketchup, mel, bananer mm.
  7. Skriv postkort, når I er på ferie. Lad barnet skrive - også selvom det kun kan skrive sit navn, eller det er ved at eksperimentere med skrift. Barnet får på den måde en forståelse af, hvor vigtigt det er at kunne skrive. Man kan glæde andre med en hilsen. Det er værdifuldt - især hvis barnet selv har oplevet at få brev med posten.
Et eksempel på et postkort skrevet af min ældste søn, da han var 7 år
Lad barnet vide, at det er en vigtig ting at kunne skrive og læse. Man skal f.eks. kunne skrive for at blive meldt til en hyggeaften med spisning i børnehaven. Min yngste, Sylvester, var her 3 år, da han udfyldte tilmeldingen.



Det var, hvad jeg havde i dag om skriftsprogsstimulering. Hvis du kan bruge mit indlæg til noget, hører jeg meget gerne en kommentar fra dig. Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du også velkommen til at skrive.

Lad dette være en inspiration til at komme i gang med at skrive, tegne, læse og digte i weekenden. God fornøjelse!