søndag den 1. juli 2012

R.I.P. Bellis




Indtil for et par dage siden havde vi to katte. Bellis og Frank. Nu går Frank rundt alene og mjaver, for Bellis er her ikke mere... Jeg troede sgu ikke, at sådan et egenrådigt dyr som en kat, kunne få mig til at tude, når det en dag var væk, men det skulle blive løgn!


I torsdags hørte vi en masse måger nede ved togbanen, som er lige bag vores have. Mågerne skreg og kom tæt på. Vi undrede os, og allerede der fik jeg en dårlig fornemmelse indeni. 


Fredag så vi ikke noget til Bellis, men intet underligt i det, for hun strejfer jo som alle andre katte, tænkte jeg. 


Lørdag tog jeg trods varmen lange bukser, gummistøvler og havehandsker på. Jeg kravlede over hegnet bagerst i haven og hev mandshøje brændenælder og skvalderkål op, indtil jeg kunne kravle op på banelegemet for at se efter katten. Pissefarligt, sagde min mand, og det havde han da ret i. Jeg gik langs med skinnerne, indtil jeg ikke turde mere, af frygt for at der skulle komme et tog susende forbi og skubbe mig i grøften. Fandt ingen kat og syntes det var tåbeligt at lede videre, for hvis hun var kommet noget til, ville hun helt sikkert gemme sig i de høje planter.


Søndag - i dag - løb jeg en tur i morges. Jeg kiggede tilfældigvis ned langs skinnerne, da jeg løb over jernbanebroen. Var det ikke noget sort, der lå dernede? Langt nede, mellem skinnerne? Omtrent nede ved vores hus? Løb min tur. Spiste morgenmad. Gik i bad. Kunne ikke slippe tanken om, hvad det var, der lå på skinnerne i det fjerne. Havde jo kun set en sort plet. Jeg forklarede mine drenge situationen, og de var straks med på at tage kikkerter med ned til jernbanebroen for at se, hvad det var. "Mor, det er bare noget stof", sagde Sylvester, og jeg åndede lettet op. Jeg lånte kikkerten og ville se det selv. Desværre var der tre krager, der hoppede rundt om det sorte, som Sylvester mente var noget stof. Bange anelser igen. Vi gik hjem. Jeg banede mig igen vej gennem krattet og op på togskinnerne. Og der lå hun. Smukke Bellis, som har været en del af vores familie i fem år. Mit første kæledyr. Med smadret kranie og hugget i af de lede måger. Jeg stortudede, og Jesper råbte på mig, at jeg skulle komme tilbage. Jeg prøvede at samle hende op. Kunne simpelthen ikke. Nu græd drengene også, selvom de ikke kunne se katten - heldigvis for det - men de kunne høre mig græde gennem buskene. 
Jesper måtte gøre det. Løfte hendes smadrede krop og putte den i en pose. Vi begravede hende i en skotøjsæske nede ved drivhuset. Silas plukkede den smukkeste rose i haven og lagde derned. Sylvester skrev på korset.


R.I.P. Bellis.


My cat died, and I'm very sad. She was my first pet, and we had her for five years. She got hit by a train and I found her today. We buried her in our garden. R.I.P. Bellis.

23 kommentarer:

  1. Uha jeg er da også lige ved at græde- stakkels lille Bellis- jeg har begravet mange katte, 2 kaniner og en enkelt hund og aldrig gjort det uden at græde. De er en del af familien og det er trist at tage afsked. Tanker til jer - det var godt i fandt hende så i kunne tage så fin en afsked og begrave hende i haven. Kh Mille

    SvarSlet
  2. Hvor jeg føler med jer! Vi har selv prøvet noget lignende herhjemme, og jeg ved, hvor ondt det gør! Varme tanker herfra!
    -LisBeth.

    SvarSlet
  3. Og mig, der slet ikke kan li dyr sidder her med en klump i halsen:´(

    SvarSlet
  4. Det var synd, godt I fandt Bellis, trods alt.

    SvarSlet
  5. Skrækkeligt. De dyr betyder mere end man lige tror.
    Tanker herfra.

    SvarSlet
  6. Det var synd, de kæledyr de går altså tættere på end man regne med, håber ikke børnene er alt for kede af det.

    SvarSlet
  7. Kærlige tanker til dig og familien. Det er hårdt at miste en del af familien, for det er jo præcis hvad vore kæledyr er.
    Her i huset har vi to firbenede storesøstre til Bastian, og de ser ham som deres lillebror. Kæledyr skal, ihvertfald i min verden, være en del af familien - men av, hvor gør det altså ondt at miste dem.
    Håber lille Bellis ikke mærkede noget - sender dig og familien et trøstende kram.
    De kærligste hilsner, Louise

    SvarSlet
  8. ÅH Puk sikke noget!
    Nu er Frank alene kat og i er uden Bellis, øv!
    Man kommer sgu til at holde rigtig meget af de kæledyr. Jeg kan stadig blive ked af det over den kat jeg mistede for mange år siden.
    Hils drengene fra mig.
    Knus herfra

    SvarSlet
  9. Åhhh det gør mig virkelig ondt at høre, det er aldrig rart at miste et kæledyr. Man kommer virkelig til at holde af sådan nogle dejlige små kæledyr:-(

    Rigtig ked af af høre det, men håber, at I alle kommer over det, og på trods kan nyde sommerferien.

    Mvh Helena

    SvarSlet
  10. Åh... Hvor trist... Det må være svært.... Vh

    SvarSlet
  11. Årh nej! Hvor er det synd for jer!

    SvarSlet
  12. Selvom det "kun" er et dyr, bliver de jo en del af familien og det er aldrig nemt at skulle sige farvel. *kram* til jer alle.

    SvarSlet
  13. Åh altså, og så at finde en af sine kære i den stand.

    SvarSlet
  14. AV! Sikke en forfærdelig oplevelse - suk! Det er jo nærmest værst for den tilbageværende kat?

    SvarSlet
  15. Åh kan slet ikke holde ud at læse det! Føler totalt med dig og ved, hvor forfærdeligt det er...også selvom det "bare" er en kat...der er bare ikke noget "bare" i den situation! Vores dyr ER en del af familien....og de er med os i sorg og glæde! RIP Bellis!

    SvarSlet
  16. Åh, tusind tak for alle jeres søde kommentarer - de varmer virkelig! I går da jeg sad og skrev indlægget, var jeg lidt bange for, om det mon var lidt for åndssvagt at skrive så følelsesladet om sin kat. Jeg gjorde det alligevel og kan nu se, at der er mange, der har prøvet det samme, eller bare føler med mig, og det trøster mig, at jeg ikke er alene.
    Tak:)

    SvarSlet
  17. Sidder og får tårer i øjnene. Vi har to katte, Ole og Klara, og hvis de ikke kommer hjem, som de plejer om morgenen, kan jeg gå rundt en hel dag og blive nervøs. Uha, man knytter sig virkelig meget til sine dyr! Føler med jer!

    SvarSlet
  18. Åh nej hvor er det synd for Jer Puk!! Godt at drengene ikke så den lille ødelagte kat:-( og godt i fik den begravet så fint!

    SvarSlet
  19. Åh nej. Sidder her og tuder. At miste et kæledyr er bare helt forfærdeligt, og selvom vi jo alle ved, at de ikke her der for evigt, så rammer det bare dybt, at miste dem.
    Sender en kæmpe krammer.

    SvarSlet
  20. Der pressede tårerne sig godt nok lige på. Godt at I fandt hende, trods alt. Håber I finder en anden lige så smuk kat.
    Kram

    SvarSlet
  21. sidder og græder. Er selv panisk angst for at finde mine katte døde, men jeg ved jo godt at det er en risiko, når man har ude/inde-katte. Jeg mistede min dejlige Mille-kat for 4 år siden og jeg savner hende stadig. Hun lignede din Bellis. Mille var sådan en kat, der vidste når jeg ville få migræne og hun blev hos mig til anfaldet var ovre. Hvis jeg var trist forlod hun heller ikke min side. Jeg savner hende, men er selvfølgelig glad for de to hankatte jeg har nu. Mille's bror er den ene af hankattene og han savnede hende så meget, at vi fik endnu en kat.

    SvarSlet
  22. Åhh, så er jeg lige blevet "tude-Marie" ..er absolut katte-lover!!

    SvarSlet