tirsdag den 31. august 2010

Jeg har tagget skolen!

Men sig det ikke til nogen...

Gjorde det kun fordi min pensionerede kollega er i gang med et fedt fotoprojekt inspireret af Barack Obama:)

mandag den 30. august 2010

En god lille DIY-idé

Min ældste søn på 8 ville gerne lave en gave til sin lillebror, der havde fødselsdag i går. Det fandt han ud af ved 19.30-tiden lørdag - altså cirka en time før puttetid. Nå, vi gik ned i mors syværksted og fandt i fællesskab frem til at lave et lykkedyr til en nøglering til Sylvester.

Fremgangsmåde
  1. Silas tegnede den figur, han ville lave på papir og klippede den ud
  2. Vi tegnede mønsteret over på filt og klippede de små dele ud
  3. Øjne, næser og mund blev tegnet på med tusch
  4. Silas syede med broderitråd rundt om figuren, puttede fyld i, og syede hullet forneden til. NB! Husk at folde et lille stykke bånd på midten og sy det med i sømmen, hvis du vil have at dyret skal kunne sidde i en nøglering
  5. Ansigt, lyn og øje blev limet på
  6. Ring sættes i
Sylvester blev rigtig glad for den personlige gave, og det glæder en moders hjerte, når ungerne selv kommer og spørger, om de må sy eller kreere noget nede i værkstedet.
Hvis du er til andre uldne dukker, der er totalt fede OG dyre, så skal du tjekke dette link.

Og så har jeg rundet de 300 faste læsere - det er så lækkert! Det kalder helt sikkert på en giveaway. Skal bare lige finde ud af, hvad jeg give væk:) Mere herom senere.

Do you miss my English translation? Or do you just use Google translate? Please let me know:)

lørdag den 28. august 2010

Knækbrød, pension og fest

Fredag var sidste arbejdsdag for en rigtig dygtig og sød kollega, der går på pension. Hun havde lavet denne fine opsats efter mine anvisninger, og jeg synes faktisk hendes blev flottere end mine egne.

Lige nu sidder jeg og drikker te og spiser hjemmebagte knækbrød med katten på skødet. Min mand og jeg har haft travlt med forberedelserne til yngste søns 6 års fødselsdag i morgen. Familien kommer til brunch, og min far har fået lov at komme ud fra Rigshospitalet for at være med - SÅ SKØNT!

Og så sidder jeg og tænker; hvorfor er der en sammenhæng mellem de to billeder? Og pludselig slår det mig, at opskriften på knækbrød fik jeg af Elsebeth, min kollega, der nu går på pension, før jeg sådan rigtig lærte hende at kende. Jeg kommer til at savne hende, hendes store viden på specialområdet, hendes søde kommentarer og interesse for mit håndarbejde, hendes varme omsorg for eleverne og festlige indslag til lærerfesterne:)

Knækbrød du let kan lave:

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2 dl vand
1,25 dl olie
2 tsk salt

Havregryn, frø, mel, salt og bagepulver blandes. Tilsæt vand og olie. Røres til en lind dej, som deles i 2 portioner og rulles ud mellem 2 stykker bagepapir. Lægges på bageplade og skæres i firkanter.
Bages 15 til 20 minutter ved 200 grader.

God fornøjelse. Må snart i seng. Skal jo være frisk til at synge fødselsdagssang for Sylvester.

fredag den 27. august 2010

Den bedste tid på ugen

Bare nyde det er fredag aften... Mon ikke jeg skulle sætte mig ned i sofaen til min mand og min mor med en kop kaffe? Det tror jeg. Nu er ungerne i hvert fald gået omkuld. Der har været så mange bekymringer de sidste dage, så jeg trænger til en weekend i familiens skød.

Hav en rar weekend derude:)

onsdag den 25. august 2010

Min arbejdsblog

Hvis du er lærer, eller bare interesserer dig for håndarbejde eller billedkunst, skulle du tage at kigge forbi min arbejdsblog. Den fungerer som en slags digital logbog for elever og forældre, men da også for jer, der læser med her:)
Tag et kig på Puks elevblog

tirsdag den 24. august 2010

Vil du se noget sjovt?

Da jeg havde håndarbejde som det ene af mine linjefag på seminariet, lavede vi en hjemmeside, hvor vi præsenterede faget. Det er 12 år siden (!), og det var dengang jeg lærte at hækle. Billedet af mig med en hæklet hat ligger stadig på nettet - kun fordi Bettina fra Bettinas hæklehjørne brugte opskriften dengang.
Se bare her:

Opskriften ligger stadig til fri afbenyttelse her. Hvis du bare kommer til forsiden med dette link, kan du finde mig og opskriften under "Opskrifter"; "Tilbehør"; "Div. tilbehør"; og i højre side vælges "Klokkehat". 

Fortæl mig gerne om du kan finde det:)

(Det var i øvrigt før bloggens fantastiske verden åbnede sig op, og Bettina tog bare opskriften og lagde på hendes side uden at spørge om lov. Det gør mig nu ikke noget, ellers havde man ikke kunnet se den i dag, for Frederiksberg Seminariums hjemmeside er lavet om mange gange siden, og jeg ligger ikke på den mere - heldigvis da:))

mandag den 23. august 2010

Kaffe og kage

I dag er det bare vejr til at sidde indenfor med en kop kaffe og måske en kage... Jeg holder mig fra kage for tiden, men en hæklet én må jeg godt få:)

lørdag den 21. august 2010

Endelig...

... blev jeg færdig med en lille pude, som jeg havde hæklet til barnestolen for længe siden. (Katten ved siden af er vores nye killing, Frank)

På bagsiden det fine stof lavet af minimega fra Stof og Stil. Dejligt at få lavet nogle halvfærdige ting færdige og bare nyde at få det gjort.

En dejlig lørdag til dig!

fredag den 20. august 2010

Forsøg

Nå ja, sommetider har man idé, som skal afprøves, og det er ikke hver gang det går godt... Denne er en sovepose til iPhonen. Kan godt lide farverne, men kanten flaner, og det er jeg absolut ikke tilfreds med:(
Laver du også forsøg, som ikke altid ender godt?

onsdag den 18. august 2010

Hjemme hos mig

  • Ser der så fint ud (når der er ryddet op)
  • Bor vi nu fire mennesker (bonusdatteren er lige flyttet i egen lejlighed), to katte og en kanin
  • Er der rart at være
  • Er hverdagen i gang igen - bringe, hente, gå til møder, smøre madpakker, gå tidligt i seng, lave lektier, køre til bordtennis, pakke idrætstøj.......
  • Går det godt:)

mandag den 16. august 2010

Er bøger passé?

Jeg er vild med smukke billeder. Jeg køber bøger og blade for at nyde de flotte illustrationer, en lækker styling eller interessante fotografier. Seriøst - jeg køber VIRKELIG mange blade; dameblade, modeblade, børneblade, håndarbejdsblade og boligblade. Og jeg køber mange bøger.

Men efter en oprydning i vores bogreoler, må jeg sande, at jeg ikke bruger mine bøger særlig meget. Hverken de skønlitterære, som jeg har læst én gang, eller de faglitterære som jeg kunne bruge som opslagsbøger eller til inspiration til nye projekter.


Det er i grunden ærgerligt, men måske er det den vej verden går...? Jeg læste nemlig denne artikel om det eksplosive salg af e-bøger på amazon.

Jeg har bare så mange skønne bøger, og jeg spørger mig selv om, hvorfor jeg ikke bare sætter mig til at læse i dem, nyde billederne og lade inspirationen strømme til mig?

Måske er jeg bare storforbruger af internettet og finder mange idéer, inspiration og underskønne billeder på blogs og i e-magasiner... (ja, det er jeg)

Alle de viste billeder kommer fra bogen "Like I give a frock" af Michi. Den er købt hos Urban Outfitters. I butikken i København har de mange bøger, som man ellers kun kan købe i England eller USA.

Har du også hyldemeter af bøger, der bare samler støv? Eller er du god til at få åbnet for skattene, der gemmer sig på siderne i bøgerne i reolen?

Du burde i hvert fald gøre dig selv den tjeneste, at klikke på nogle af billederne ovenover og se dem i stor størrelse. De er skønne, og det var vist derfor jeg købte bogen sidste sommer:)

søndag den 15. august 2010

Er du også æstetiker?

Det er vel ikke kun mig, der sommetider køber ting, bare fordi de er pakket i en smuk emballage? Faldt over disse økologiske vanillekiks i Netto forleden og købte dem, fordi jeg ikke kunne stå for den søde tegning og de pæne farver på æsken

De smager godt til en kop kaffe, og da min mand rystede kærligt på hovedet over mit indkøb, forklarede jeg det med, at jeg er ÆSTETIKER! Jeg holder af ting, der er pæne, og det betyder meget, hvordan de er pakket ind. Det burde han vide, efter snart 10 år under samme tag som mig:)

lørdag den 14. august 2010

Gaver på vej

Så er gaverne fra min giveaway snart på vej til de heldige vindere

Jeg håber, at uglerne vækker glæde i deres nye hjem.

Måske har du lyst til at kigge på min nye blog, som er en arbejdsblog? Det vil sige, at det er en blog, der skal bruges som en digital logbog til forældre, elever og andre interesserede, som på bloggen kan se, hvad vi laver i håndarbejde i 5. klasse. Kig ind forbi!

fredag den 13. august 2010

Når man selv køber gaver...


...får man det man ønsker sig... Denne gave købte jeg til min fødselsdag for min far, der ikke rigtig kunne finde på noget. Butikken er skøn og ligger i Århus - 1+1 textil.
(Klik på linket og se åbningstider - de har desværre ingen webshop)


Læderarmbånd med stjerne i porcelæn - det er for lækkert! - og bliver brugt flittigt. Armbåndet er fra Louise Kragh, og hun har en webshop:)

Køber du også gaver til dig selv?

Friday I'm in love!

Det er fredag, og tænk at have tid til en halv time af det her, inden jeg skal på arbejde:
Stor café latte, vand, morgenradio, hækling og blogging - WAUW, hvor fedt! Det kan kun blive en god dag:) Ønsker også dig en god én af slagsen.